AI Ordbog
Grill me
En måde at bruge AI på, hvor du beder den interviewe dig om opgaven, før den løser den.
Skrevet og redigeret af Kristian Primdal · Sidst opdateret 24. oktober 2026Indhold
Hvad er grill me?
Grill me er en måde at bruge AI på, hvor du vender rollerne om. I stedet for at skrive én lang prompt beder du AI’en om at interviewe dig. Den stiller spørgsmål i runder, til den ved det, den har brug for. Først derefter løser den opgaven.
To grill someone er engelsk for at udspørge nogen hårdt. Udtrykket kommer fra udvikleren Matt Pocock. Han lagde sine skills grill-me og grilling frit ud på GitHub i februar 2026. Kilde: GitHub.
Hvorfor virker det?
En prompt rummer kun det, du kommer i tanke om. Meget af det, AI’en har brug for, er så selvfølgeligt for dig, at du ikke skriver det. Det, du ikke skriver, udfylder AI’en med det mest almindelige.
Når AI’en spørger, kommer undtagelserne, historikken og dine egne valg med. Svaret bliver bedre, fordi den ikke skal gætte.
Sådan gør du
- Start en ny samtale, og skriv kort, hvad opgaven er.
- Bed AI’en stille spørgsmål i runder, før den laver noget.
- Svar på spørgsmålene. Sig nej, når du er uenig.
- Bed om en liste over det, I har besluttet.
- Når listen er rigtig, beder du den lave opgaven.
Et tænkt eksempel: En kontorchef skal skrive en velkomst til nye medarbejdere. AI’en spørger, hvem de nye er, hvad de skal vide første dag, og hvad der plejer at gå galt. Kontorchefen nævner, at nye altid mangler adgang til lønsystemet. Det ville ikke have stået i en almindelig prompt.
Fælden: ja, ja, ja
Faren er at svare ja til alle AI’ens forslag. Så ender du med en plan, som AI’en har skrevet, og som du har nikket til. Den føles grundig, men du har ikke besluttet noget. Pocock kalder det passivitet. Det hænger sammen med, at AI’en gerne vil give dig ret.
Svar selv på det, der betyder noget, før du læser AI’ens anbefaling.
Læs mere i guiden Grill me: lad AI interviewe dig, før den laver opgaven.
Kilder
Kilderne er set 24. oktober 2026.
FAQ
Hvad betyder grill me?
At du beder AI om at udspørge dig grundigt om en opgave, før den løser den. To grill someone er engelsk for at udspørge nogen hårdt. AI'en spørger, til den kender dine forudsætninger og valg.
Hvor kommer grill me fra?
Fra udvikleren Matt Pocock, der lagde sine skills grill-me og grilling ud på GitHub i februar 2026 under MIT-licensen. Idéen virker også uden skills, med en almindelig prompt i ChatGPT, Claude eller Copilot.
Hvad er risikoen ved grill me?
At du svarer ja til alle AI'ens forslag. Så ender du med en plan, som AI'en har skrevet, og du har bare nikket. Svar selv på de spørgsmål, der betyder noget, før du læser AI'ens anbefaling.