Hvor modig tør en AI-strategi være?
Hvad Michael Hammer, Digital Post og elmotoren kan lære os om at lægge strategi for noget, ingen kender enden på.
For nylig afleverede jeg en AI-handlingsplan til en kunde. En af modtagerne sagde bagefter, at de egentlig var mere interesserede i en AI-strategi.
Det er et fair ønske. En handlingsplan siger, hvad man gør de næste måneder. En strategi skal sige, hvor man vil hen. Men det rejser to spørgsmål, som jeg ikke havde et godt svar på. Hvordan laver man en strategi for noget, hvor ingen ved, hvor det står om to år? Og tør man lave en, der ændrer noget for alvor, når man ikke ved, hvad man ændrer det til?
Så jeg har kigget bagud. Det er ikke første gang, organisationer har skullet lægge planer for en teknologi, som ingen kunne se enden på. Og i samme uge fik jeg hjælp fra et opslag i mit feed.
Kæden fra teknologi til kultur
Søren Christian Søndergaard Poulsen fra syv.ai delte 15. november den model, han har lavet mange data- og AI-strategier på. Den er en kæde, hvor hvert led skubber til det næste:
- Teknologien ændrer, hvad der er muligt.
- Det ændrer økonomien i, hvordan virksomheden skaber værdi, og dermed strategi og forretningsmodel.
- Det ændrer, hvordan arbejdet bør udføres, hele vejen gennem værdikæden.
- Det ændrer koordinering, kompetencer, roller og arbejdsdelingen mellem mennesker og teknologi.
- Det udfordrer strukturer, hierarkier og ledelseslag.
- Det kræver en ny fordeling af ansvar, frihed og beslutningsret.
- Det ændrer, hvordan der bliver ledet, styret og belønnet.
- Og til sidst ændrer det adfærd og kultur.
Hans pointe er, at teknologi ikke skaber forandring alene. Nogen skal bygge det nye system, og de led, der halter efter, bremser resten. Han nævner især belønning og incitamenter. Han skriver: “Organisatorisk gæld spiser teknologisk gæld til morgenmad.” Og han peger på det paradoksale i, at vi bruger milliarder på teknologi, men gør meget lidt for at ændre den organisation, der skal bruge den.
Modellen giver mig et svar på forskellen mellem det, jeg afleverede, og det, modtageren savnede. En handlingsplan handler mest om de første led: hvad er muligt nu, og hvilket arbejde kan laves anderledes. En strategi skal tage stilling til hele kæden. Ikke i detaljer, for det kan ingen, men den skal sige, at roller, beslutninger og belønning også kommer til at ændre sig, og hvem der har ansvaret for, at det sker.
Søren skriver, at modellen oprindeligt er inspireret af Michael Hammer. Det var en god grund til at læse ham igen.
Biler i en hesteverden
I 1990 skrev Michael Hammer, tidligere professor i datalogi ved MIT, artiklen “Reengineering Work: Don’t Automate, Obliterate” i Harvard Business Review. Diagnosen kunne være skrevet i dag. Virksomhederne havde investeret tungt i it og fået skuffende resultater, “largely because companies tend to use technology to mechanize old ways of doing business”. De lod processerne være og brugte computeren til at gøre dem hurtigere. Hans svar var: “It is time to stop paving the cow paths.” Riv processen ned og start forfra.
Eksemplerne er konkrete. Fords kreditorafdeling i Nordamerika havde over 500 ansatte, og sammenlignet med Mazda regnede Ford sig frem til, at den var fem gange for stor. I stedet for at gøre fakturabehandlingen hurtigere holdt Ford op med at bruge fakturaer. Indkøb lagde ordren i en database, og når varen blev modtaget og passede med ordren, blev der betalt. Ifølge Michael gav det 75 procent færre ansatte i afdelingen, hvor et almindeligt effektiviseringsprojekt ville have givet 20 procent.
Hos forsikringsselskabet Mutual Benefit Life gik en ansøgning gennem op til 30 trin, 5 afdelinger og 19 personer og tog typisk 5 til 25 dage. Selskabet erstattede kæden med én sagsbehandler, der klarede hele ansøgningen med støtte fra et nyt system.
Men Michael stoppede ikke ved processen. Han skriver, at Mutual Benefit Life bagefter måtte lave nye jobvurderinger og lønsystemer, fordi sagsbehandleren havde meget ansvar og ingen medarbejdere under sig. Karriereveje, rekruttering, uddannelse og forfremmelser skulle laves om, og selskabet skulle udvikle en kultur, hvor dem, der udfører arbejdet, ses som vigtigere end dem, der fører tilsyn med det. Hele kæden står der allerede, i en artikel fra 1990.
Samme forår udgav økonomen Paul David artiklen “The Dynamo and the Computer” om, hvorfor computeren ikke kunne ses i produktivitetstallene. Han fandt forklaringen i elektricitetens historie. Det første elværk åbnede i New York i 1882, men først i starten af 1920’erne, fire årtier senere, kunne man se det på produktiviteten i amerikansk industri. Længe brugte fabrikkerne elmotoren, som de havde brugt dampmaskinen: én stor motor, der trak de samme lange aksler i loftet, i de samme bygninger i flere etager. Gevinsten kom, da hver maskine fik sin egen motor. Så kunne fabrikken bygges i én etage, maskinerne kunne stilles efter, hvordan varerne bevægede sig, og man kunne reparere én maskine uden at stoppe resten.
Det er Michaels pointe med en anden teknologi. Det minder om de første bilister. Flere og flere fik bil, men vejene, gaderne og reglerne var lavet til heste. Elmotoren på den gamle aksel er en bil i en hesteverden. Og når AI skriver den samme mail lidt hurtigere eller laver det samme referat, er det også en bil i en hesteverden.
Hvordan det gik galt
I 1993 udgav Michael og James Champy bogen “Reengineering the Corporation”, som blev en bestseller. De definerede reengineering som “the fundamental rethinking and radical redesign of business processes” for at opnå dramatiske forbedringer i pris, kvalitet, service og hastighed.
Så gik det, som det ofte går med en god idé, der bliver populær. Reengineering blev et andet ord for fyringer. I 1995 skar Pacific Bell 10.000 stillinger og skrev i pressemeddelelsen, at det var på grund af reengineering. Ifølge Thomas Davenport og Laurence Prusak var selskabet slet ikke nået langt nok til at vide, hvor mange stillinger der ville blive overflødige. Michael og James vurderede selv, at mellem 50 og 70 procent af de virksomheder, der gik i gang med reengineering, ikke fik de resultater, de havde sat sig for.
Og så kom indrømmelserne. Thomas, der havde skrevet om procesredesign samme år som Michael, skrev i 1995 forsidehistorien “The Fad That Forgot People” til første nummer af Fast Company. James udgav samme år “Reengineering Management”, hvor argumentet var, at reengineering ofte gik i stå, fordi lederne ikke lavede deres eget arbejde om. Michael sagde i 1996 til Wall Street Journal: “I was reflecting my engineering background and was insufficiently appreciative of the human dimension. I’ve learned that’s critical.”
Oversat lidt frit: Han så virksomheden med en ingeniørs øjne, som et system, man kan tegne om. Tegn en bedre proces, sæt den i drift, så følger folk med. Han undervurderede, hvad forandringen betød for dem, der stod midt i den. De mistede job, roller og vante måder at arbejde på, og lederne skulle give kontrol fra sig. Det, han lærte, var, at mennesker ikke er et blødt tillæg til procesdesignet. Det er dem, der afgør, om det virker.
Med kæden er det let at se, hvad der skete. Virksomhederne tog de første led radikalt: teknologien og processen. De senere led, roller, ledelse, beslutninger, belønning og kultur, blev sprunget over eller erstattet af en fyringsrunde. Michaels egen artikel var en del af problemet. Den talte også om “armies of unproductive workers”. Det var den sætning, mange ledere hørte, ikke den om nye karriereveje.
Michael brugte resten af sit arbejdsliv på den del. I 2007 skrev han “The Process Audit” i Harvard Business Review, med en model for hvor moden en proces og en organisation er. En proces skal have et design, folk med de rette kompetencer, en ejer, systemer og målinger, og den er kun så moden som den svageste af de fem. Organisationen omkring den skal have ledelse, kultur, ekspertise og styring, der kan bære den. Det er samme pointe som i kæden: det led, der halter, sætter grænsen.
En strategi, vi alle har mærket
Michael og reengineering viser, hvad der sker, når kun de første led bliver lavet om. Men jeg ledte også efter eksempler på selve strategien. Hvordan ser en strategi ud for noget, ingen kender enden på? Og hvor modig tør den være?
Et eksempel herhjemme fra Danmark, som vi alle har oplevet, er de fælles offentlige digitaliseringsstrategier, der endte med Digital Post. Staten, kommunerne og regionerne har lavet fem af dem siden 2001, med fire til fem års mellemrum. Ingen af dem prøvede at beskrive hele vejen. Hver strategi tog de næste skridt og byggede på den forrige.
Rikke Hougaard Zeberg, der var med fra begyndelsen og senere blev direktør i Digitaliseringsstyrelsen, har beskrevet forløbet i Samfundsøkonomen. I august 2001 blev Den Digitale Taskforce sat op i Finansministeriet med 20 medarbejdere, der var lånt ud fra ministerier, KL og amterne. De første ti år handlede om fundamentet. Myndighederne skulle kunne kommunikere digitalt med hinanden, arbejdet med den første digitale signatur gik i gang, og man gennemgik love og regler for at finde de steder, hvor der stod, at noget skulle sendes som brev eller skrives under med pen. Strategien fra 2004 gav virk.dk, sundhed.dk og NemKonto. I strategien fra 2007 blev man enige om NemID, NemLog-in, Digital Post og borger.dk. NemID kom i 2010. Ifølge Rikke foregik det meste på embedsmandsniveau, uden meget politisk opmærksomhed.
Så kom strategien for 2011-2015, “Den digitale vej til fremtidens velfærd”, fra regeringen, KL og Danske Regioner. Den var modig. Papirblanketter og breve skulle udfases, og det blev obligatorisk at bruge de digitale selvbetjeningsløsninger, indført i fire bølger af love fra 2012 til 2015. Flytning, SU, skoleindskrivning og jagttegn var blandt de 89 områder. Digital Post blev obligatorisk for virksomheder 1. november 2013 og for borgere 1. november 2014. Ifølge Digitaliseringsstyrelsens årsrapport var Danmark det første land i verden, der gjorde det.
Målet var, at 80 procent af ansøgninger og anmeldelser skulle komme ind digitalt i 2015. Strategien skrev selv, at 100 procent ikke var praktisk muligt. I 2015 kom 87 procent ind digitalt, og 77 procent af de breve, der kunne sendes digitalt, blev sendt med Digital Post. Digitaliseringsstyrelsen, KL og Danske Regioner vurderede, at målet var nået. I 2018 og igen i 2020 kårede FN Danmark som det bedste land i verden til offentlig digitalisering.
Tre ting kan man tage med til en AI-strategi. Strategien blev ikke skrevet én gang, men lagt om med få års mellemrum, efterhånden som man vidste mere. Det modige spring i 2011 stod på ti års fundament. Uden digital signatur, NemID, NemKonto og borger.dk kunne man ikke have gjort noget obligatorisk. Og springet var delt op: fire bølger, som hver blev målt for sig, og et mål på 80 procent i stedet for 100.
Bagsiden: dem, der ikke kunne følge med
Digital Post er også et af de bedst dokumenterede eksempler på, hvad der sker, når de første led i kæden bliver gennemført, mens resten halter.
Jesper Bull Berger skrev i 2015 ph.d.-afhandlingen “E-government harm” på Roskilde Universitet, på dansk noget i retning af offentlig digitaliseringsskade. Han fulgte indførelsen i blandt andet Københavns og Assens kommuner og fik svar fra knap 17.000 HK-medlemmer. 21 procent fortalte om situationer, hvor de lod være med at bruge Digital Post af hensyn til borgeren. 26 procent fortalte om situationer, hvor Digital Post blev oplevet som dårligere service.
Medarbejderne i borgerservice fik en ny rolle. De måtte ikke længere hjælpe borgeren direkte, men skulle hjælpe borgeren til selv at blive digital, efter strategiens mantra “den, der kan, skal”. Det stred mod deres idé om god service, og det ramte hårdest de svage borgere, som ofte også havde dårligst adgang til en computer. For at blive fritaget skulle man møde op på rådhuset, fritagelsen gjaldt kun i to år, og borgerne oplevede at blive mødt med mistillid. Ifølge Danmarks Statistik havde 11 procent af danskerne mellem 16 og 89 år fritagelse i 2015, mest de ældste, og den hyppigste grund var, at de ikke havde en computer derhjemme.
Pengene blev også regnet hjem for tidligt. Besparelsen blev aftalt i økonomiforhandlingerne med kommuner og regioner, før arbejdsgangene var lagt om. Jesper fandt, at Digital Post gav kommunerne et direkte tab på 78 millioner kroner i 2013 og 38 millioner i 2014. Rigsrevisionen vurderede i januar 2016, at det ikke var sandsynligt, at det offentlige ville spare hele den milliard om året, som var en hovedbegrundelse for Digital Post. På statens område var bevillingerne kun skåret med 48 af de beregnede 244 millioner.
Jespers vigtigste konklusion er, at meget af skaden kunne være undgået. Ikke ved at droppe kravet, men ved at indføre det anderledes. Han peger på ret små valg: at medarbejderen i borgerservice måtte betjene computeren for borgeren, at det var nemmere at blive fritaget, et enklere login, og at myndighederne ventede med at sende PDF-blanketter, til de kunne besvares digitalt. Det er alt sammen led længere nede i kæden: roller, beslutningsret og hvordan man bliver målt.
Rikke peger selv på borgerservicecentrene og på Ældre Sagens flere tusind it-frivillige som en direkte grund til, at det lykkedes. Planen for dem, der ikke kunne følge med, blev i høj grad lavet undervejs, af frivillige og af medarbejderne ved skranken.
Med AI har man ikke ti år
Her er den store forskel. Den danske digitalisering havde ti år til fundamentet, før den tog springet. Det har en virksomhed ikke med AI. Det værktøj, man vælger i dag, ser anderledes ud om et år.
Så man er nødt til at gøre begge dele på samme tid: bygge fundamentet og tage de modige skridt. Hugh Courtney, Jane Kirkland og Patrick Viguerie skrev i 1997 artiklen “Strategy Under Uncertainty” i Harvard Business Review. De deler beslutninger under usikkerhed op i tre slags: træk, man ikke kommer til at fortryde, uanset hvordan det går; små satsninger, der giver mulighed for at skrue op senere; og store satsninger. Fundamentet er den første slags: licenser, der er sat ordentligt op, klare regler for hvilke data der må bruges hvor, oplæring, og et sted hvor de gode arbejdsgange bliver delt. Det er rigtigt at gøre, uanset hvilken model der vinder.
De modige skridt kan til gengæld være små på papiret, hvis de rammer de rigtige led i kæden. Da Facebook i 2012 besluttede at blive “mobile first”, var strategien ikke et langt dokument. Vaughan Smith fra Facebook fortalte samme efterår, at omkring 80 procent af en produktgennemgang i 2011 handlede om hjemmesiden på computeren. I 2012 blev præsentationer, der ikke startede med mobilversionen, sendt tilbage, og alle ingeniører blev lært op i at bygge til mobil. I andet kvartal 2013 kom 41 procent af Facebooks annonceindtægter fra mobil. Facebook tog i øvrigt fejl af selve teknologien. Mark Zuckerberg kaldte satsningen på HTML5 frem for rigtige apps for selskabets største fejl. Retningen holdt alligevel, fordi den sad i måden, beslutningerne blev truffet på.
Shopify gjorde noget lignende med AI i 2025. Tobi Lütke skrev i et internt memo, at før et team beder om flere folk, skal det vise, hvorfor opgaven ikke kan løses med AI, og at brugen af AI kommer med i medarbejdersamtalerne. Begge regler rammer de senere led i kæden: hvordan der bliver styret og belønnet.
Det modsatte findes også. Klarna fortalte i 2024, at deres AI klarede arbejdet for 700 medarbejdere i kundeservice. I 2025 sagde direktøren Sebastian Siemiatkowski til Bloomberg, at pris havde vejet for tungt, og at kvaliteten var blevet dårligere. Så begyndte de at ansætte mennesker igen, så kunderne altid kan tale med en person. Det er reengineering i 90’erne og Digital Post i 2014 en gang til: gevinsten blev regnet hjem, før arbejdet var lagt ordentligt om.
Så hvad skriver man ned?
Mit bud på en AI-strategi for en virksomhed med 10 til 250 ansatte er stadig ret kort. Men den dækker hele kæden.
En retning i én sætning. Den skal sige, hvor I vil hen, ikke hvilket værktøj I bruger. Facebook skrev “mobil først”, ikke “HTML5”.
Fundamentet, der er rigtigt uanset hvad. Licenser, sikkerhed, regler for data, oplæring, og nogen der ejer det. Det er jeres NemID og NemKonto. Det er ikke modigt, men uden det kan I ikke tage de modige skridt.
En første bølge. Én eller to arbejdsgange, der bliver lavet om fra bunden. Ikke endnu en bil i en hesteverden. Vælg nogle, hvor I kan måle før og efter, og hvor det ikke er en katastrofe, hvis første forsøg ikke virker. Næste bølge bygger på det, I lærte.
Resten af kæden for den første bølge. Hvem gør hvad bagefter? Hvem bestemmer? Hvad bliver de målt og belønnet på? Det er her, de fleste AI-planer stopper, og det er her, reengineering gik galt. Michaels sagsbehandler hos Mutual Benefit Life krævede nye lønsystemer og nye karriereveje. Jeres første bølge kræver også noget.
En eller to regler, der ændrer en beslutning, I træffer hver uge eller hver måned. Det kan være Shopifys regel om nye stillinger, eller at et nyt system ikke bliver købt, før nogen har set på, om AI kan gøre det. Det er reglerne, der ændrer adfærd, ikke dokumentet.
En plan for dem, der ikke kan følge med. Medarbejdere, der ikke er trygge ved det, og kunder, der vil tale med et menneske. Giv folk tid og lov til at hjælpe hinanden i stedet for “den, der kan, skal”. Og tag ikke gevinsten på forhånd ved at skære i bemandingen, før arbejdet er lavet om. Den fejl har vi set med tre forskellige teknologier i den her tekst.
Et år ad gangen. De offentlige strategier blev skrevet hvert fjerde eller femte år. Med AI ville jeg skrive strategien for et år ad gangen. Retningen kan godt holde længere, men bølgerne og reglerne kigger I på hvert halve år.
Hvor modig skal man så være?
Mit svar er: modig om retningen og om den ene arbejdsgang, I bygger om. Forsigtig med teknologivalget og med at regne besparelsen hjem. Og ordentlig over for dem, der ikke kan følge med, for det er dem, der afgør, om det lykkes. Michael fik ret i, at man skal rive processen ned i stedet for at gøre den gamle hurtigere. Han tog fejl af, hvor svært resten af kæden er, og det sagde han selv.
Når jeg ser på den handlingsplan, jeg afleverede, dækker den fundamentet og de første led i kæden. Den siger mindre om roller, beslutninger og belønning. Det er nok den del, modtageren savnede. Næste gang skriver jeg den med.
