Spring til indhold

20. juni 2026

Hvem bestemmer over de AI-værktøjer du bygger på?

Skrevet af Kristian Primdal · Fra arkivet Ugens AI

To historier i denne uge handler i virkeligheden om det samme: hvem bestemmer over de AI-værktøjer du bygger oven på. Hvem ejer dem, hvem hæfter når de taler, og hvem der kan lukke dem ned.


SpaceX køber Cursor for 60 milliarder dollars

Cursor har været darling blandt udviklere de sidste par år, det værktøj alle pegede på når talen faldt på AI-kodning. Den 16. juni blev Anysphere, firmaet bag, købt af SpaceX i en ren aktiehandel til 60 milliarder dollars. Det er det største opkøb af en startup nogensinde, og det skete fire dage efter SpaceX selv børsnoterede for 75 milliarder. Cursor lægges ind under Musks AI-division. Det mest populære uafhængige AI-værktøj forsvandt lige ind i et imperium. De værktøjer små virksomheder bygger arbejdsgange oven på samler sig hurtigt hos en håndfuld meget store ejere. Og når ejeren skifter, skifter prisen, vilkårene og køreplanen tit med. Det er den samme lektie som da Fable blev slukket i sidste uge: du lejer din intelligens, du ejer den ikke.

En domstol i München: når Googles AI siger det, er det Google der siger det

En tysk domstol afgjorde i slutningen af maj at Google hæfter for falske påstande som deres AI Overviews fandt på om to forlag. AI’en havde stemplet dem som svindel, en påstand der ikke stod nogen steder i kilderne. Det interessante er begrundelsen: en AI-opsummering laver “selvstændige, nye udsagn”, i modsætning til en liste af links, så det er Googles eget indhold. Den lille “tjek selv”-tekst flytter ikke ansvaret over på brugeren. Det her bør enhver der overvejer en chatbot på sin hjemmeside læse. I det øjeblik din AI omskriver noget til en selvsikker sætning, er det dig der siger det. Skriver den noget forkert om en konkurrent, en leverandør eller en kunde, er det dig der hæfter. Når det er sagt, håber jeg ikke det her bliver starten på at vi sagsøger AI ihjel. Vi ved godt at AI laver fejl. Så længe noget er mærket som AI, ved vi også at vi selv skal tjekke efter. Jeg kommer til at tænke på de amerikanske advarselstekster, kaffen hos McDonald’s der skal mærkes “varm”, eller sidespejlet der skal skrive at genstande er tættere på end de ser ud. Hvis hver eneste AI-fejl ender som en retssag, risikerer vi at kvæle udviklingen før den rigtig er kommet i gang. Den rigtige balance ligger nok et sted mellem “det er bare et opslag, tjek selv” og “producenten hæfter for hvert ord”. Hvor den ligger, ved jeg ikke endnu.

USA låser sin bedste model. Kina giver sin væk.

Samme uge som den amerikanske regering forbød alle ikke-amerikanere adgang til Anthropics stærkeste model, udgav det kinesiske lab Z.ai deres GLM-5.2 gratis og frit til download. Uafhængige tests placerer den lige under det bedste fra OpenAI og Anthropic, og foran på enkelte kodeopgaver. Vær skeptisk når nogen kalder den “lige så god som Fable”. Det er den ikke endnu, men den er tættere på end noget åbent værktøj har været før. To helt modsatte retninger på én uge. Den ene side spærrer af efter nationalitet, den anden gør adgang til en handelsvare. For en europæisk virksomhed er det værd at lægge mærke til hvor magten over modellerne egentlig ligger, og hvor hurtigt den kan flytte sig.

Hvad jeg tænker på

Jeg bygger kundearbejde oven på de her værktøjer hver dag, så de to første historier rammer to ting jeg faktisk går og tumler med. Cursor-handlen minder mig om hvorfor jeg aldrig binder mig til ét værktøj, heller ikke det bedste, for selv det bedste kan blive solgt fra under dig. Og den tyske dom tager jeg med ind i samtaler med kunder: når vi sætter en AI til at svare deres kunder, hvem hæfter så for det den finder på? Det er ikke et teoretisk spørgsmål mere. Det har lige fået en regning på 250.000 euro hæftet på sig.

Fra LinkedIn

Denne uge på LinkedIn Jeg skrev om præcis det her fra en anden vinkel: at samtaler om AI altid lander ved værktøjet, og at det er den forkerte ende at starte i. Opgaven består, værktøjet er udskifteligt. → find det på min profil