16. maj 2026
Regulering, ejerskab, leverandørafhængighed
Skrevet af Kristian Primdal · Fra arkivet Ugens AI
Tre historier denne uge der trækker i samme retning. EU har skåret det meste af AI Act’en op igen. En PE-fond har købt en mellemstor amerikansk virksomhed for 6,3 milliarder for at AI-retrofitte den fra inden. Og Anthropic har annonceret en pricing-ændring der flytter hvem der tjener på Claude-brug fremover.
Det er hver sin slags konsolidering. Regulering, ejerskab, leverandørafhængighed. Det er den samme bevægelse, set fra tre vinkler: AI flytter fra “muligheden er der” til “strukturerne omkring den bliver bygget om.”
EU har udskudt størstedelen af AI Act’en og undtaget industriel AI
Torsdag morgen kl. 04:30 indgik EU-lovgiverne en aftale der udskyder ikrafttræden af AI Act’ens “high-risk”-regler fra august 2026 til december 2027. Det er den del af loven der dækker HR-screening, kreditvurdering, rekrutterings-AI og en række andre brugs-cases. Samtidig er industriel AI nu langt hen ad vejen undtaget. Det er en sejr for Tyskland, hvor kansler Friedrich Merz personligt har presset for at holde Siemens og Bosch fri af dobbeltregulering. Medicinsk udstyr er fortsat omfattet.
Politico kalder det den første væsentlige rollback af EU’s digitale regulering. Konteksten er amerikansk pres på EU’s tech-love kombineret med en stigende erkendelse i Bruxelles af at man har lovgivet før resten af verden mens kun et par lande har fulgt efter. Vandmærkningskravet for AI-genereret indhold får tre måneders frist, ned fra de oprindeligt foreslåede seks.
Hvad det betyder for dig, hvis du har holdt dig fra at rulle AI ud i HR, kredit eller rekruttering med argumentet “vi venter til AI Act’en er på plads i august”: deadlinen er lige flyttet 16 måneder. Det giver tid, men det fjerner også et afsæt. Sidste søndag postede jeg om en HR-leder der brugte ChatGPT til at screene 40 ansøgninger, og kommentartråden gik op i AI Act-konflikt. Den ramme, der drev kommentarerne, eksisterer ikke længere på samme måde.
Long Lake køber Amex Global Business Travel for 6,3 mia. USD for at AI-retrofitte den
Long Lake Capital har annonceret en kontant-overtagelse af American Express Global Business Travel ved 9,50 USD pr. aktie, ca. 60 procent over sidste lukkekurs. Det er ikke en SaaS-rollout, og det er heller ikke klassisk PE-mekanik (køb, gæld, EBITDA-trim, flip). Det er en take-private hvor den erklærede strategi er at omskrive workflowet i Amex GBT’s 2,7 mia. USD-forretning med AI som primær værdiskaber. Bookings, godkendelser, fakturaer, support-loops. AI Secret kalder det “det første AI-opkøb.”
Det interessante for danske SMB-ejere er hvad præmissen betyder for værdiansættelser. Hvis workflow-tunge mid-size virksomheder er værd mere som AI-retrofitterede end de er i dag, så ændrer det incitamentet for både ejere der overvejer salg og operatører der overvejer at købe. M&A-tesen flytter sig fra “kan vi løfte EBITDA 2x via klassisk operational excellence” til “kan vi løfte den 3-4x via workflow-rewrites.” Det er en anden type due diligence.
Long Lake-handlen er sandsynligvis prøveballonen. Hvis margin-effekten lander hos Amex GBT inden for 18 måneder, kommer der mange flere. Værd at lægge mærke til. Også på det danske marked.
Anthropic begynder at måle “programmatic” Claude-brug fra 15. juni
Hvis du bruger Claude gennem et tredjepartsværktøj (Cursor, OpenClaw, Conductor, Zed eller anden wrapper): fra 15. juni får dit Claude-abonnement et separat månedligt loft for “programmatic” brug, der svarer til abonnementets dollar-værdi i API-credits. Forbrug derudover afregnes til fulde API-priser uden tilskud. Credits ruller ikke over. Claude.ai, Claude-appen og Claude Code er upåvirket.
AINews vurderer at de historiske rabatter på tredjepartsbrug har ligget på 70-90 procent under API-pris, så for power-brugere føles det som et “rug pull.” Anthropic kompenserer med 50 procent højere weekly rate-limits i de to overgangsmåneder. Samme uge har OpenAI lanceret en “switch to Codex”-flow hvor man kan importere Claude Code-konfiguration direkte. Næppe et tilfælde.
Den større pointe: hvis dit team bruger AI gennem et indirekte lag (et automation-værktøj, en intern CLI bygget på top af labs’ API’er, et copilot-agtigt produkt), så stiger prisen for den indirekte adgang. Det er værd at få ind i næste licens-budget.
En modvægt jeg er begyndt at gemme i mit arkiv
En ven sendte mig en blogpost af Mario Zechner, en østrigsk udvikler, fra slutningen af marts. Titlen er “Thoughts on slowing the fuck down” og argumentet er at efter 12 måneder med coding-agents er softwaren blevet mere skør, ikke mindre. 98 procents oppetid normaliseres som standard i stedet for at være undtagelsen. UI’er har de underligste bugs. Microsoft og AWS har begge haft AI-relaterede outages. Han kalder det “compounding booboos with zero learning.”
Jeg har siddet med teksten i et par uger, og jeg er ikke helt enig. Min egen erfaring med agentisk parprogrammering i 2026 er at kvaliteten af det jeg leverer er højere end før. Men Mario peger på noget reelt. Forskellen mellem at bruge en agent som assistent og at lade agenten styre er stor, og folk er ved at finde ud af det på den hårde måde lige nu.
Jeg gemmer hans tekst som modvægt til de uger hvor jeg selv kører for hurtigt. Læs den hvis du leder agenter i produktion. Pointen er enkel: hastighed uden disciplin producerer den slags software ingen vil arve.
→
https://mariozechner.at/posts/2026-03-25-thoughts-on-slowing-the-fuck-down/
Fra LinkedIn
Denne uge på LinkedIn: “Carl Vellotti har 37.000 følgere uden et eneste talking head.” En build-in-public-post om at jeg har siddet og kigget på et interaktivt kursus-format i et par måneder uden at handle, og hvorfor jeg ikke ved hvilket emne det første kursus skal handle om. Hvis du selv har siddet og stirret på et format eller en idé uden at handle: jeg er glad for besked.
God søndag,
Kristian