Spring til indhold

15. marts 2026

Det er ikke dommedag

Skrevet af Kristian Primdal · Fra arkivet Ugens AI

Denne uge handler om det store spørgsmål: Hvad sker der egentlig med vores jobs? Tre uafhængige kilder har kastet data på bordet. Spoiler: det er ikke dommedag.


Marc Andreessen: “Frygten for AI-jobtab er helt ved siden af”

Andreessen argumenterer i et interview hos Lenny Rachitsky for, at det rigtige AI-boom slet ikke er begyndt endnu. Hans pointe: AI lander på det perfekte tidspunkt, fordi vi står over for demografisk kollaps og faldende produktivitet i hele den vestlige verden. Selv i worst case, hvor AI erstattede alle jobs i morgen, ville alt bare blive billigere og vi ville alle blive rigere. Jeg er i præcis samme lejr. Det er ikke om to måneder, at alle udviklere mister deres job. Men det er heller ikke et argument for at læne sig tilbage. Som jeg har skrevet på LinkedIn: vi har en tendens til at forudse voldsomme konsekvenser, fordi vi frygter dem. Det samme mønster ser vi med klima. Frygten er reel, men tidslinjen er altid længere end panikken. Det vigtige: det er langt fra for sent at komme med. Hverken Claude Code, Codex eller nogen af de andre værktøjer kræver, at du var early adopter. Du kan stadig hoppe på bølgen.

Anthropic: Programmører er 75% eksponerede. Men ingen har mistet jobbet.

Anthropic (folkene bag Claude) har lavet den mest grundige analyse til dato af, hvordan AI faktisk påvirker arbejdsmarkedet. Ikke teori, men observeret eksponering baseret på reel brug af deres platforme. Nøgletal: Programmører topper med 75% eksponering. Men der er ingen signifikant stigning i arbejdsløshed blandt de mest eksponerede grupper siden ChatGPT lancerede i november 2022. Der er et svagt signal om, at unge (22-25 år) har lidt sværere ved at finde jobs i eksponerede fag, ca. 14% lavere. Men det er kun lige statistisk signifikant. Den mest overraskende konklusion: AI dækker kun 33% af de teoretisk mulige opgaver inden for IT og matematik. Der er stadig enormt uudnyttet potentiale.

a16z: Top 100 Gen AI Apps, 6. udgave

a16z’s halvårlige rapport er den bedste temperaturmåling på, hvad folk faktisk bruger. Nogle highlights:

  • ChatGPT har 900 millioner ugentlige brugere. Gemini og Claude vokser hurtigere (200-258% år-over-år på betalende brugere).
  • Claude Code ramte 1 milliard dollars i årlig omsætning på 6 måneder.
  • Singapore er nummer 1 i AI-adoption per capita. USA er nummer 20.
  • Skellet mellem “AI-virksomhed” og “normal virksomhed” er forsvundet. CapCut, Canva og Notion er nu på listen fordi AI er en kernedel af produktet. Det vigtigste signal: vi bevæger os fra chatbots til agenter. Coding-agenter (Cursor, Claude Code, Lovable) er ikke længere niche. De er mainstream.

Singapore giver gratis premium AI-abonnementer til alle over 25

Fra anden halvdel af 2026 får singaporeanere der tager udvalgte SkillsFuture AI-kurser seks måneders gratis adgang til premium AI-værktøjer fra Google, Microsoft, OpenAI og Manus AI. Initiativet er åbent for alle over 25, uanset indkomst. Singapores arbejdsminister sagde det meget præcist: “Like learning a language, developing true fluency in AI comes from consistent use and building confidence through experimentation.” Det er ikke et kursus. Det er ikke et webinar. Det er direkte adgang til de rigtige værktøjer, koblet til praktisk træning. For kontekst: ChatGPT Plus koster $11/md, Microsofts Copilot $15-29/md, Googles AI-plan op til $360/md. Singapore er allerede nummer 1 i verden i AI-adoption per capita ifølge a16z-rapporten. Det her er hvorfor. Spørgsmålet er: hvad gør Danmark?

Yann LeCun starter AMI Labs i EU

Yann LeCun, Chief AI Scientist hos Meta og en af de mest indflydelsesrige AI-forskere i verden, er medstifter af AMI Labs. Fokus: “world models” der kan forstå den fysiske verden, huske, ræsonnere og planlægge. Kontorer i Paris, New York, Montreal og Singapore. Det er interessant fordi det er en af de første store AI-satsninger med europæisk forankring. Ikke et startup der prøver at kopiere OpenAI, men noget fundamentalt anderledes: AI der forstår verden, ikke bare tekst.

Den smarte praktikant: Hele guiden

I fredags afsluttede jeg min LinkedIn-serie “Den smarte praktikant” med det sjette og sidste opslag. Serien handler om fire niveauer af AI-delegation, fra at identificere kedelige opgaver til fuld automatisering. Jeg lovede en samlet guide, og den er klar nu. Du finder den her: 👉 https://kristianprimdal.dk/guides/den-smarte-praktikant/ Det har været sjovt at se responsen. Den største aha-oplevelse for de fleste er, at det største spring ikke er teknisk. Det er kulturelt. At gå fra “jeg gør det selv” til “jeg delegerer til en AI” kræver mere end et nyt værktøj. Det kræver en ny måde at tænke arbejde på.

Fra LinkedIn

Denne uge på LinkedIn: Den smarte praktikant-serien er afsluttet. Seks opslag over to uger om AI-delegation, fra praktikant-øvelsen til fuld automatisering.


God weekend, Kristian